Farvel til Australien

Posted on by
Reply

Nu har vi været hjemme i 2 uger, så det er vist på tide med en afslutning her på bloggen. Som skrevet sidst, skulle vi flyve fra Darwin om natten og vi landede derfor meget tidligt i Brisbane. Da vi ankom til Brisbane Airport, startede vi først med at undersøge mulighederne for opbevaring af bagage, da vi jo ikke havde et sted at stille det i løbet af dagen. Michael fandt ud af på nettet, at der var bagagebokse på Central Station, så vi to toget derud, efter vi havde booket en shuttlebus til om aftenen. Da vi ankom til stationen spurgte vi efter boksene, men de fandtes ikke der. Vi var derfor nødt til at tage toget til Roma Street Station, hvor de med sikkerhed var. Her fandt vi dem hurtigt, hvorefter vi fik lavet vores aftale om med den shuttlebus vi skulle med om aftenen – så vi ikke behøvede at flytte yderligere rundt på bagagen. Togene til lufthavnen stopper nemlig allerede ca. kl. 19.30, så for ikke at tilbringe alt for meget tid i lufthavnen, betalte vi gerne den 1 $ ekstra som bussen kostede.

Da vi forlod stationen, for at begive os ned mod byen, blev vi desværre mødt af en kæmpe regnbyge – ikke lige det vejr vi havde håbet på, når det nu var sidste dag i landet. Da vi kom ned i byen, fandt vi et sted at spise morgenmad, hvor vi blev indtil butikkerne begyndte at åbne.

Efter morgenmaden gik vi rundt og købte de sidste ting vi gerne ville have med hjem. Vi skulle selvfølgelig også spise frokost på vores frokoststamsted, der solgte billig japansk mad. Derefter gik vi en tur over til South Bank, hvor vi for en sidste gang kunne nyde det dejlige område og stranden som vi aldrig rigtig fik glæde af. Vi havde aftalt at mødes med manageren i vores lejlighedskompleks, så vi kunne få vores sidste post, så da klokken nærmede sig mødetidspunktet, gik vi gennem den botaniske have hen til lejligheden – en tur vi har gået rigtig mange gange, og som har budt på mange dyreoplevelser – bl.a. har vi set en masse possums, kæmpe flagermus og en enkelt slange.

Henne ved lejligheden fik vi os en sidste snak med manageren, og derefter gik vi ned i vores lokale indkøbscenter så Michael kunne købe slikket ”sour worms” for de sidste penge på hans Australske konto. Efter slikindkøbet var det ved at være spisetid, og vi endte på den restaurant som var den første vi spiste på da vi i sin tid ankom til byen.

Rundt om restauranten hang der en masse forskellige flag, og helt tilfældig blev vi placeret udfor det danske flag – det måtte da være et tegn. Efter maden gik vi langsomt tilbage mod Roma Street Station, hvor vi skulle hentes. Hele dagen havde vi rigtigt leget turister og fik en taget en masse billeder, som vi ikke fik gjort da vi bare boede der.

Da vi havde hentet vores kufferter, fik vi smidt håndklæder og andet ud så vi ikke havde for meget med. Vi fik vores kufferter ned på 20 kg stykket, men håndbagagen vejede stadig for meget – men da de normalt aldrig vejer håndbagagen, tænkte vi ikke længere over det. Fremme ved lufthaven blev vi dog lidt nervøse, for denne her gang var der selvfølgelig mange, der fik vejet deres håndbagage. Da det blev vores tur, spurgte hun selvfølgelig til vores håndbagage, og desværre ville hun gerne veje Michaels taske. Den viste sig at veje 12 kg og den måtte egentlig kun overveje 7 – fuck! Heldigvis var hun sød, og spurgte om han havde en bærbar med, hvilket han havde. Hun sagde så bare, at det gik nok, hvis han bare tog computeren ud af tasken og gik med den i hånden. Vi smilede taknemmeligt og tænkte begge to – hvad ville det dog gøre godt for? Da vi havde spurgt om vores bagage kunne blive sendt hele vejen til København, så vi slap for at tjekke den ind igen i London, endte vi med at bruge frygtelig lang tid ved chek-in. Vi havde derfor kun tid til at komme igennem sikkerhedstjek og direkte ud til flyveren. Men som stort set alle andre gange vi har fløjet i Australien, blev jeg taget til side så de kunne lave en sprængstoftest – jeg må åbenbart ligne en der render rundt med sprængstoffer ;o)

Flyet afgik til tiden og vi fik begge sovet det meste af vejen til Kuala Lumpur – en tur på ca. 8 timer. Fremme ved Kuala Lumpur fik vi os endnu en lur, inden vi endnu en gang kunne gå ombord på et fly. Turen til London tog ca. 13 timer, hvor vi var vågne det meste af vejen – vi skulle jo gerne omstille os til den nye tid. Heldigvis var flyet udstyret med skærme i alle sæder, så vi fik set en masse film og spillet spil.

Fremme i London fik vi os lidt aftensmad, inden vi kunne stige ombord på det sidste fly. Flyet fra London afgik også til tiden, så vi landede planmæssigt i København. Men der skulle selvfølgelig ske et-eller-andet, nu alt andet havde gået som smurt – så vi kunne ikke komme af flyet, da de havde problemer med gangbroen, der skulle sættes til flyet. Vi måtte derfor vente ca. 10-15 min., før vi fik lov til at komme ud. Det var helt underligt at stå med dansk jord under fødderne igen – og ikke mindst høre alle da danske stemmer.

Da vi gik ned mod bagagebåndet, var vi meget spændte på om vores kufferter var kommet hele vejen, da de havde skabt mange problemer tilbage i Brisbane. Heldigvis kom de hurtigt ud på båndet, så vi kunne komme ud til vores velkomstkomite. Min mor, far, bror og svigerinde ventede på os med danske flag og masser af smil – skønt at få sådan en modtagelse, og super dejligt at se dem igen :-)

Vi satte os hen på en café i lufthavnen, hvor vi kunne få snakket om stort og småt. Da klokken var mange, blev det dog kun til en kort snak, og så blev vi ellers kørt hjem til lejligheden. Det var helt underligt at stå i lejligheden igen – tænk at det var syv måneder siden, og alligevel føltes det, som om det var i går. Jeg gik direkte i seng og havde heldigvis ingen problemer med at sove. Michael ventede derimod nogle timer, men så var han også grydeklar ;o) Vi sov til klokken 11 dagen efter, og det var så det jetlag – heldigvis :-)

Jeg havde kun en dag hjemme, inden virkeligheden igen startede for mig, da skolen onsdag startede op med en eksamensopgave. Michael der i den grad havde savnet sin sofa, tilbragte de første mange dage, stort set klisteret til den ;o) Dog kunne han godt frigive sig, da vi skulle hente alle vores ting hjemme hos min farmor og farfar, dagen efter vi kom hjem ;o)

Det var så enden på vores Australske eventyr – vi har haft syv fantastiske måneder Down Under, hvor vi fik en masse fede oplevelser og mødte en masse dejlige mennesker. Vi savner allerede livet dernede, selvom det også er rart at komme hjem igen.

De sidste to dage i Darwin

Posted on by
Reply

Dagen efter vi afleverede bilen havde vi dedikeret til ren afslapning. Efter morgenmaden gik vi derfor ned til byens bølgebad, hvor vi lagde os godt tilrette på nogle solsenge og nød det gode vejr. Det var super lækkert at få slappet lidt af oven på alle de mange oplevelser, vi har haft gennem de sidste par uger – og solen og vandet gjorde det kun bedre. Michael blev dog ret irriteret over, at han endnu en gang formåede at blive solbrændt, nu han flere gange smurte sig ind i solcreme og var i skyggen meget af tiden. Efter en hel dag ved bølgebadet, gik vi ud og fik lidt aftensmad, inden vi vente snuderne hjem mod vores hostel, hvor vores kufferter gerne skulle pakkes, så vi ikke havde mere end 20 kg hver.

Den sidste dag i Darwin startede med, at vi tog bussen ud til et marked i udkanten af byen. Der var desværre ikke det store ved det, og det var ret småt, så vi vendte hurtigt tilbage til midtbyen. Da vi stod af bussen, fandt vi et sted, hvor vi kunne få frokost – valget faldt på en lille Thailandsk restaurant, og maden var super god. Bagefter tog vi ind til Crocosaurus Cave, der er en zoologisk have med krokodiller og krybdyr midt i byen. Da vi først kom ind, var vi ikke rigtig imponeret af stedet – det virkede meget lille. Men timerne endte med at flyve af sted, for der var en masse ting, man kunne få lov til. Vi fik f.eks. holdt slanger, babykrokodiller og gekkoer, og prøvede to gange at fodre nogle tre år gamle krokodiller. Det sidste foregik ved, at man kom ind på en platform i krokodilleburet et par stykker af gangen, og blev udstyret med en fiskestang med et lille stykke kød for enden. Fiskestangen skulle man så holde ud over glaskanten, og ikke længe efter sprang de små krokodiller om kamp for at få fat i byttet.

Efter besøget i dyreparken gik vi tilbage til vores hostel for at få styr på de sidste ting, inden vi gik ud for at få lidt aftensmad. Da vi kom tilbage til vores værelse gik tiden med at bade, gøre klar, skrive indlæg osv., da vi først skal køre ud til lufthavnen kl. 23.45 – dejligt med en nat i flyet inden vi skal tilbringe endnu en nat i et fly ;o)

Vi har ellers dummet os med hensyn til bookning af antallet af overnatninger, så har også betalt for den nat, hvor vi skal flyve – åndssvagt. Men så kunne vi i det mindste få et bad, inden den lange rejse for alvor begynder, og vi har et sted at være, indtil vi skal af sted.

Vi lander søndag meget tidligt i Brisbane, og vi skal først flyve videre om aftenen, så vi har hele dagen til at få det sidste ud af den dejlige by.

Territory Wildlife Park, Berry Springs og sidste dag med bilen

Posted on by
Reply

Dagen efter turen rundt i Litchfield Nationalpark, kørte vi mod Territory Wildlife Park, hvor vi havde planlagt at bruge et par timer – det er et sted, hvor kan se de dyr, der lever i Northern Territory. De første ca. 50 km var af en grusvej, men ellers var vejen fint asfalteret. Da vi kom frem, kom vi lige til det første lille show. Vi tog derfor deres lille gratis shuttletog til den anden ende af parken, hvor det foregik. Her fortalte de lidt om de dyr, man kunne finde i floderne i området – bl.a. nogle meget seje fisk, der kunne spytte en vandstråle meget præcist og højt op, så den kunne få insekter til at falde ned. Vi fik alle lov til at se dette ved selvsyn, da vi fik lov til at fodre dem med melorme. Man skulle holde armen strakt ud over vandet med en melorm i hånden, og når fiskene så havde set det lidt an, begyndte de at spytte med vand – og ramte ret præcist. Vi prøvede senere at gøre det uden en melorm i hånden, men så dumme var de desværre ikke. De kom godt nok hen og kiggede, men det var også kun det. Derefter kunne man tage det lille tog hen til et fugleshow, hvor vi bl.a. fik set en af de eneste rovfugle, der brugte redskaber til at få mad – den tog en sten med næbet og kastede den ned i et æg, så der gik hul på skallen. Efter de to shows gik vi bare rundt i parken selv, hvor vi bl.a. så nogle forskellige fugle, fisk, hajer, krokodiller osv. Da vi tog derfra var vi godt opkogte, så vi glædede os til at prøve de varme kilder, der skulle ligge tæt på – Berry Springs.

Det var et lækkert sted man kunne bade, med et lille vandfald og hyggelig skovbevoksning helt ned til vandet. Det var super lækkert at blive kølet lidt ned efter en hel dag, hvor man havde gået og svedt. Michaels glæde ved vandet forsvandt da hurtigt, da fiskene omkring ham pludselig begyndte at bide ham – det gjorde ikke rigtig ondt, men man fik et chok, når det skete – men med Michaels i forvejen lidt anstrengte forhold til fisk, kom han hurtigt op af vandet. Jeg blev lidt ekstra tid dernede, og formåede kun at blive nappet i en gang, da jeg sørgede for at holde mig i bevægelse. Efter en forfriskende tur i vandet, satte vi kursen mod Darwin. Vi fandt en campingplads ca. 30 km fra byen, hvor vi kunne tilbringe den sidste nat i bilen.

Dagen efter startede vi med at pakke alt sammen, så det var klar til at blive læsset af, når vi kom til vores hostel, men da vi først skulle aflevere bilen kl. 15, havde vi lidt andre ting på programmet inden. Først kørte vi til Fannie Bay Gaol, der var et gammelt fængsel. Vi havde været forbi en gang tidligere, men den gang var det desværre lukket. Det kostede ikke noget at komme ind at se det – så for en gangs skyld, var det en billig fornøjelse. Det var faktisk ret spændende at gå rundt i de gamle fængselsbygninger, hvor der stadig nogle enkelte steder, var møbler fra den gang.

Efter fængselsbesøget kørte vi hen til vores hostel, hvor vi fik sat al vores bagage. Derefter kørte vi ud for at få rengjort bilen, da den skulle være rengjort både indvendig og udvendig inden afleveringen. Vi brugte lidt tid på at køre rundt til nogle forskellige benzintanke, for at finde et sted, hvor det var muligt at vaske den – men måtte til sidst opgive. Vi måtte nøjes med en vinduespudser. Da jeg steg ud af bilen, fik jeg øje på en vandslange på jorden, som Michael straks fik tilsluttet vandhanen ved siden af og går i gang. Da han næsten var færdig, kom en af medarbejderne ud til ham og fortalte ham, at den slange måtte man altså ikke bruge. Michael spurgte forundret, hvad den så skulle bruges til, hvorefter han svarede, at den kun var til brand – måske de så skulle overveje at skrive brandslange på den. Nå men bilen blev da stort set ren, så vi var godt tilfredse. Derefter kørte vi ud til en udkigspost med udsigt over vandet – desværre var det lavvande, så udsigten kunne godt have været pænere. Vi havde også fundet en anden udkigspost på gps’en, som vi besluttede at køre ud til. På vejen kørte vi lige forbi en McDrive, for at få lidt frokost på vejen – så sluttede vores roadtrip som den startede ;-)

Udsigtsposten vi kom frem til var med udsigt over Darwin – så her kunne vi få lidt billeder af Darwins Skyline. Derefter var det ved at være tid til at aflevere bilen, så vi satte kurs mod biludlejningsfirmaet, og så var den roadtrip ellers slut. Vi gik tilbage til vores hostel, hvor vi begge godt trætte fik os en lille lur. Da klokken nærmede sig fem, gik vi op mod det ugentlige torsdags marked, der var fra kl. 17 til 23. Markedet lå lige ned til en strand, hvor man kunne se solen gå ned. Lidt før solnedgangen, købte vi derfor lidt mad, og satte os ned på stranden, sammen med alle de andre mennesker, der havde fået samme ide. Derefter brugte vi et par timer på at gå rundt og se på ting og sager, og se nogle gøglere lave ildshow. I løbet af aftenen fik Michael den ide, at nu skulle han smage den friturestegte Marsbar, som han havde set flere steder hernede. Man fik den sammen med is – og det var mildest talt en meget mærkelig kombination, så det blev helt sikkert en engangsoplevelse – men så har vi også prøvet det ;o) Efter et par hyggelige timer gik vi hjem til vores hostel, hvor vi nød at kunne sove i en rigtig seng igen.

Litchfield Nationalpark

Posted on by
Reply

Tirsdag d. 16/8 satte vi kurs mod Litchfield Nationalpark, og første stop blev Magnetic Termite Mounds, hvor man kunne se en masse termitbo – det lignede næsten en hel kirkegård, når man stod og kiggede på dem på afstand. Her fik vi også set det største termitbo, vi indtil videre har set hernede, flere meter højt – et imponerende syn. Tænk at sådan nogle små dyr kan bygge sådan noget – og så kan deres bo oven i købet klare oversvømmelse, total tørke og brand.

Derefter kørte vi til Florence Falls, et flot vandfald, hvor man kunne bade nedenfor. Vi havde dog ikke taget badetøjet med, så vi nøjes med at kigge. Derefter kørte vi til Buley Rockhole, som var en serie små vandfald og steder man kunne bade. Det var endnu engang et lækkert sted, men der var alt for mange mennesker – de var simpelthen alle vegne, så vi blev ikke så længe. Så gik turen til Tabletop Swamp, en lille ikke særlig imponerende sump, som vi derfor også kun gjorde et kort holdt ved. Derefter kørte vi til Tolmer Falls, et meget højt vandfald – flot, men ikke det flotteste vi har set. Næste stop var Wangi Falls – flot med to vandfald der løb næsten ved siden af hinanden. Her måtte man også gerne svømme, så der var masser af folk i vandet. Vi fik lidt frokost ved stedets transportable kiosk (lavet i campingvogn, så den kunne køres væk). Derefter stoppede vi ved Greenant Creek, hvor man på en 3 km retur gåtur, kunne gå op til toppen af Tjaetaba Falls. På turen derop, fik vi set nogle store edderkopper i spind. Fremme ved målet blev vi nok lidt skuffede – vi havde læst, at man kunne bade i krystalklart vand, men det var ikke just krystalklart. Jeg gik dog i vandet alligevel, for det var stadig meget fristende i den varme. Michael valgte dog helt at droppe det, så det blev kun til at soppe. Vi tilbragte lidt tid der, inden vi igen gik tilbage til bilen.

Klokken nærmede sig efterhånden halv fem, så vi kørte hen til en campingplads ikke så langt fra, hvor vi var. På vejen ville vi lige køre forbi Blyth Homestead, men da vejen på et tidspunkt mest at alt lignede en sø, valgte vi at vende om. Efter at have fået en plads på campingpladsen, kørte vi til Bamboo Creek Tin Mine, en gammel Tin mine. Det var noget af en skuffelse, for der stod bare resterne af en gammel bygning, og minen var lukket helt til – men så fik vi da set det. Derefter kørte vi til den cafe, der lå ved siden af campingpladsen, for at spise aftensmad.

Kanotur på Katherine Gorge

Posted on by
Reply

Jeg var vist lidt for hurtig med sidste indlæg, så glemte helt at skrive om vores kanotur på Katherine Gorge – så det kommer så nu.

Lørdag d. 13. august stod i kanoens tegn – vi havde bestilt turen på forhånd, så vi skulle bare møde op og få tingene udleveret. Da vi kom derned, var det første vi så tusindvis af kæmpe flagermus – de hang i toppen af træerne, så der næsten var helt sort. Efter at iagttaget dem lidt, gik vi hen og fik vores ting. Vi skulle først finde en passende redningsvest, en åre hver, og en boks til vores ting, så de ikke blev våde – derefter var det ned i kanoen. Vi havde lidt startproblemer, så vi blev ved med at sejle skævt, med vi fandt heldigvis hurtig en god rytme. Man sejlede mellem nogle stejle klipper, og det var et utroligt flot sted. Første gorge var ca. 3,2 km lang, og når man nåede enden, skulle man lægge sin kano på land, og gå et lille stykke til man kom til vandet på den anden side. Her lå så en ny kano og ventede på en. Anden gorge var endnu flottere end den første – her var klipperne mere specielle. For enden af anden gorge, kom man til et lille stykke med sten, hvor man skulle bære sin kano over. Det var lidt besværligt, for ikke nok med, at sådan en kano ikke er det letteste i verden, så var det også lidt besværligt at koordinere vores skridt, da man ikke bare kunne sætte sine fødder, hvor man ville pga. stenene. Heldigvis var stykket vi skulle over ret kort, så der gik ikke lang tid, før vi igen kunne komme ud på vandet. Vi sejlede ned til enden af den tredje gorge, hvor vi holdt frokost pause. Vi havde fået af vide, at vi pga. tiden ikke skulle sejle videre end enden af tredje gorge, da vi også skulle nå tilbage igen. Stykket mellem tredje og fjerde gorge, var forholdsvis langt og besværligt at komme over med en kano, hvilket også var en af grundene til, at de anbefalede folk ikke at sejle videre, medmindre de skulle overnatte derude. Under frokosten fandt vi ud af, at fiskene var meget interesserede i vores brød, så det fik vi lidt sjov ud af. Vi fik også set en meget lille haj, som Michael var meget begejstret for – desværre fangede vores undervandskamera ikke dyret. Efter at have tilbragt lidt tid der, begyndte vi at sejle stille og roligt tilbage. Det var meget fascinerende at sejle helt hen til klippevæggene, hvor man rigtig kunne få en fornemmelse af, hvor lille man selv var. Det var også helt fantastisk, når der var helt stille og man næsten lydløst kunne sejle gennem dette flotte landskab – desværre sejlede der en del både, der transporterede de mere dovne turister rundt.

På vejen tilbage fik jeg pludselig øje på noget, der lignede en slange. Vi sejlede tættere på og ganske rigtigt, der lå en lille tynd slange, ca. 1,5 meter oppe af klippevæggen. Da vi kom til enden af anden gorge, holdt vi endnu en pause. Vi havde god tid, så jeg tog mig en dukkert, mens Michael blev på land og nød solen. Vejret var heldigvis helt perfekt den dag, solrigt uden at være alt for bagende.

Da tiden nærmede sig afleveringstidspunktet sejlede vi det sidste stykke tilbage. Igen tog vi det stille og roligt for vi havde ikke travlt. På vejen tilbage så vi en krokodillefælde, som de brugte til at fange saltvandskrokodiller med, hvis de skulle få forvildet sig derind. Der levede ferskvandskrokodiller i området, men dem skulle man ikke være nervøse for – ifølge udlejningsfirmaet var de meget dovne, og angreb kun hvis man generede dem. Michael var meget ivrig efter at se en, men måtte desværre gå skuffet derfra. Vi fik afleveret vores kano et par minutter før seneste tidspunkt – vi skulle have så meget ud af det som muligt :-) Da vi tog derfra var vi begge meget begejstrede over, hvad dagen havde bragt – en helt igennem fantastisk tur :-)

Materanka Thermonal Pools, kulturelt indslag og Katherine Hot Springs

Posted on by
Reply

Søndag d. 14. august var dagen, hvor vi til en forandring fik sovet lidt længe. Vi havde besluttet at starte dagen med en morgenmadsbuffet, vi havde læst godt om i Lonely Planet. Desværre viste det sig, at stedet var under ombygning, så vi måtte nøjes med de sædvanlige boller. Efter morgenmaden tog vi en smuttur ind på et informationscenter, for at bestille et lille kulturelt indslag til dagen efter – og så gik turen ellers mod Materanka Thermal Pools. Det var et sted med varme kilder, som man gerne måtte bade i. Vi startede med at gå derned for at kigge, og det så rigtig lækkert ud. Inden vi gik tilbage for at hente vores badetøj, gik vi en tur rundt i området – bl.a. til noget kaldet Stevies Hole, en lille flod, der ikke var synderlig imponerende, men på vejen fik vi dog set endnu en lille slange.

På vej tilbage til bilen gjorde vi holdt ved stedets lille restaurant og fik lidt frokost. Derefter hentede vi vores badetøj og kom hurtigt i vandet. Det var super skønt – 34 grader varmt vand, helt klart vand og midt i en regnskov. Desværre var vi ikke de eneste der havde hørt om dem, så der var mange mennesker. Efter lidt tid i vandet begav vi os igen mod Katherine, hvor vi skulle overnatte.

Dagen efter skulle vi mødes lige ved siden af campingpladsen. Vi skulle tilbringe et par timer sammen med en aboriginal, der skulle fortælle lidt historier, lærer os at male som han gjorde og lidt andet. Det startede med, at han fortalte lidt om sig selv, bl.a. hvordan han var opvokset i bushen, hans familieforhold osv. Derefter introducerede han os til den maleteknik han brugte til at male aboriginal kunst med. Vi fik udleveret et lille stykke lærred, så vi selv kunne prøve kræfter med det. Baggrunden havde han gjort klar på forhånd, så vi skulle starte med at tegne en sort kant og det motiv vi ville have på – Michael valgte en kænguru og jeg valgte en krokodille (han havde lavet nogle eksempler i forvejen, som man kunne kigge på undervejs). Derefter fik vi udleveret et meget specielt stykke græs, som skulle bruges til at male hvide streger hele vejen rundt om rammen og dyret. Inden vi blev sluppet løs på lærredet, skulle vi dog øve os på et stykke pap, så vi kunne lære, hvordan det fungerede. Til sidst skulle vi male det inderste af dyret med hvide, røde og gule streger – og det var meget vigtigt, at vi malede først fire hvide streger, et mellemrum og så igen fire streger, da de fire streger var symbol på, hvilken stamme man tilhørte – vi var nemlig ved tilmeldingen blev del af Dalabon-stammen, som han kom fra. Andre stammer havde flere eller færre hvide streger. Da vi var færdige, var vi faktisk ret imponerede over, hvor godt resultatet var blevet. Efter det lille malerkursus, gik vi videre til at skulle lave ild. Han viste os, hvordan man gjorde med to pinde, og bagefter skulle vi alle prøve (vi var kun os to og en anden dame fra Holland). Da vi alle sammen havde prøvet oggjort alt forarbejdet, gjorde han det færdigt og viste os hvordan det skulle gøres. Han fortalte samtidig, at de pinde man havde brugte til at lave ild med, gemte man til at fortælle historier efter – ”…den her brugte vi til at lave ild med, dengang vi fangede en emu…”. Efter det lille ildshow, skulle vi prøve at kaste med spyd – igen viste han os først, hvordan det skulle gøres, og derefter var det vores tur. For enden af græsplænen havde de sat en kunstig kænguru som man kunne skyde efter, men ingen af os ramte. Derefter var det tid til at sige farvel – det var nogle hyggelige og lærerige timer, og det var sjovt, at man fik sit eget lille kunstværk med hjem.

Efter det veloverståede kulturelle indslag, kørte vi ind til midtbyen for at få lidt frokost, inden vi kørte til Katherine Hot Springs. De lignede lidt dem fra dagen før, men de var lidt hyggeligere med vandfald, og steder man kunne ligge og tørre – det manglede lidt det andet sted. Vi kom i vandet flere gange, og endnu en gang var det super skønt, så vi havde lidt svært ved at tage den endelige beslutning om, hvornår vi skulle køre videre. Langt om længe fik vi dog endelig taget os sammen og kørte til byen Batchelor, der ligger lige udenfor Litchfield Nationalpark, som vi skulle til dagen efter. Vi fandt en campingplads i byen, hvor man heldigvis også kunne spise, for det virkede ikke som om, der var meget andet.

Krokodille Cruise og Kakadu Nationalpark

Posted on by
Reply

Så kom dagen, hvor vi skulle hente vores wicked campervan. Vi stod forholdsvis tidligt op og spiste den inkluderede morgenmad, tjekkede ud og fik sat vores ting til side på vores hostel, så vi kunne hente dem bagefter. Vi fandt hurtigt stedet og heldigvis var de ikke ligeså langsomme som Jucy havde været – men de havde nu heller ikke bilen helt klar, inden vi kom, så lidt måtte vi vente.

Da vi var blevet introduceret til bilens udstyr og hvordan man brugte den som firehjulstrækker, var første stop en benzintank, da man åbenbart fik tanken tom og skulle aflevere den tom – så nu er vores mål da bestemt at aflevere den så tom som mulig. Derefter hentede vi vores ting, fik handlet lidt ind og tog forbi et informationscenter, for at bestille endnu en bådtur og få lidt brochurer.

Første stop på vejen var bådturen, der havde afgang kl. 15. Det lå ca. en times tid fra byen, så vi kom i lidt god tid. Den ekstra tid brugte vi på at gøre bilen klar til beboelse, så vi slap for det om aftenen. Bådturen vi skulle på hed ”Jumping Crocodile Cruise”, hvor de fik krokodillerne til at springe op af vandet ved hjælp af kødstykker for enden af en stang. Vi var spændte på, om vi denne gang ville få set lidt flere krokodiller end sidste gang – og det må man sige, at vi gjorde! Skipperen nåede knap nok at få båden fra kajen, før den første sultne krokodille kom svømmende – de kendte udmærket båden, så flere af dem kom selv hen til os. Så vi fik hurtigt set, hvad en jumping crocodile var. Skipperne satte en kødklump fast for enden af en lang stang og holdt den ud over bådens kant. Krokodillen iagttog lidt kødklumpen og efter kort tid sprang den op af vandet. Dette skete flere gange med flere mindre krokodiller, og specielt en af de helt små var sjov at se, da den kom stort set helt ud af vandet da den sprang – men så kom vi til den store! Der var en kæmpe krokodille i floden og den skulle selvfølgelig også have sin del. Da vi fandt den sejlede skipperen båden helt ind til land, så han kunne få lokket den lidt op, så vi rigtig kunne se den. Den var kæmpe og skulle selvfølgelig have den største klump kød – men den skulle også arbejde for det. Skipperen blev ved med at flytte stangen, så den skulle jagte den – og det gik lidt vildt for sig, faktisk så vildt, at den et par gange fik næsten hele hovedet ind i båden, når den faldt ned fra et spring. Det var en helt vildt fed oplevelse at se det kæmpe dyr så tæt på – man kunne jo faktisk røre den, hvis man ville, meeeeen alle holdt deres arme godt til sig. Da den kæmpe krokodille endelig fik sit bytte, spurgte skipperen kækt, om det nu havde været tæt nok på – og det må man sige, den kunne jo næsten ikke komme tættere. Da vi havde set en del krokodiller, gik turen til nogle ørne, der føj rundt højt oppe. Han gjorde dem først opmærksom på, at han havde noget til dem, hvorefter han kastede det op i luften. Det var helt vildt, at de kunne gribe det lille stykke kød inden det nåede at ramme vandet. Han prøvede også at lægge et lille stykke kød oppe foran på båden, som de selv skulle hente. Det lykkedes et par gange at få den til det – et imponerende syn at se en vild ørn komme susende forbi så tæt på en.

Den time vi havde til rådighed fløj af sted, så snart var vi på vej tilbage. Heldigvis viste det sig, da vi kom tilbage til kajen, at den busfuld passagerer de ventede på, var forsinket, så han spurgte, om vi havde lyst til en længere tur – hvilket alle selvfølgelig var med på. Vi fik ca. en halv time ekstra, hvor vi fik fodret lidt flere krokodiller og ørne. Det var en super fed tur, som bestemt var alle pengene værd!!

Efter den fede oplevelse satte vi kurs mod Kakadu Nationalpark. Vi endte på en campingplads lidt uden for parken, hvor vi også fik lidt at spise på stedets restaurant.

Dagen efter var første stop Mamukala Wetlands, hvor man gik en lille tur ud til en sump, hvor man kunne stå og iagttage dyrelivet. Der var ikke den store aktivitet, da vi var der, men vi fik da set et par fugle og ikke mindst set det flotte område. Derefter kørte vi til parkens informationscenter, hvor vi desværre fik den besked, at den firehjulstrækker vi havde lejet, ikke var egnet til at køre ud til Jim Jim Falls og Twin Falls, som vi ellers havde håbet på. Inden vi bestilte bilen, havde vi prøvet at undersøge om en almindelig bil ville være nok til at se parken, men det var svært at afgøre. Vi havde derfor snakket med et rejsebureau, der helt klart anbefalede en firehjulstrækker, så selvom den var væsentlig dyrere, valgte vi det – og nu stod vi så og kunne ikke en gang bruge den til noget – spild af penge. Vi kørte derfor lidt lettere irriteret videre derfra, for selvom man også kan lave en masse ting uden firehjulstrækker i parken, så havde vi jo brugt penge på at kunne netop de ting, der krævede det.

Efter besøget i informationscenteret kørte vi til Ubirr, hvor man kunne gå en tur på ca. 1 km. På vejen derhen så vi to dingoer, der begge rendte rundt i vejkanten – så kan vi også krydse dem af listen ;o) På gåturen ved Ubirr så man forskellige klippemalerier fra de gamle aboriginals og til sidst endte man oppe på toppen af en klippe, hvor man havde en fantastisk udsigt over området. Derefter ville vi køre hen til en anden gåtur i området, men vi missede afkørslen og endte i den lille by, Jabiru, et godt stykke væk. Her fik vi os en is og fandt en campingplads vi kunne overnatte på. Efter lidt overvejelser besluttede vi at køre tilbage til den gåtur, vi havde misset, da den samtidig lå tæt på den klippe, vi tidligere havde været oppe op, hvor der skulle være en fantastisk flot solnedgang.

Man kunne gå tre forskellige længder, men da solnedgangen nærmede sig, valgte vi den korteste. Her gik man langs en flod gennem en monsun regnskov – en hyggelig lille tur. Derefter tog vi tilbage til klippen fra tidligere for at se solnedgangen – og vi var bestemt ikke de eneste, der havde fået den ide. Solnedgangen var flot, men vi havde nu begge set dem flottere, så helt imponeret var vi ikke – men det er altid så hyggeligt at se solnedgang. Da solen var forsvundet bag de fjerne bjerge, gik der en mand rundt og fik alle folk ned, så man ikke strandede oppe på klippen i total mørke. Efter dette tog vi tilbage til campingpladsen, hvor vi fik lidt aftensmad på stedets restaurant.

Dagen efter startede vi med at køre til . Her gik vi en tur på omkring 2 km rundt om en sø/mose, med masser af fugle og åkander – og ikke mindst fluer, de var simpelthen alle vegne, ingen af os havde prøvet noget lignende før – Michael sammenlignede det oven i købet med tortur, da de blev ved med at flyve lige rundt om hovedet på os og gerne lige i ansigtet. Men bortset fra fluerne, var en rigtig flot tur, hvor man havde bjergene i baggrunden. Michael gik hele vejen og ønskede, at vi ville se en krokodille, da vi havde set skilte om, at de til tider var ret tæt på stierne i dette område, men vi så ingen, hvilket jeg var godt tilfreds med ;o) Lige inden man kom tilbage til parkeringspladsen, kunne man bestige et stort klippestykke. Fra toppen af var der en super flot udsigt over området, med sumpen og alle træerne nedenfor og store klipper overfor. Derefter kørte vi Nourlangie, hvor man kunne se flere klippemalerier fra gamle dage. Vi synes, at de var lidt bedre bevaret her og selve gåturen var også lidt mere speciel end den tidligere. Derefter kørte vi til Yellow Water, hvor vi startede med at få lidt frokost. Vi havde hørt, at man kunne komme på bådtur i Yellow Water, så vi undersøgte priserne, som desværre viste sig at være meget dyre. Efter frokosten tog vi derfor selv hen til søen, hvor man kunne gå en kort tur hen over udkanten af den. Det var rigtig flot, men vi var efterhånden godt trætte af at gå rundt i varmen, så efter turen, besluttede vi at køre hen til en campingplads, vi tidligere havde set, hvor de havde en meget fristende pool.

Efter vi havde fået indgang til campingpladsen, kom vi hurtigt i badetøjet og så ellers ned til poolen – det var godt nok skønt at blive kølet lidt ned. Resten af dagen gik ved poolen og aftensmaden blev nydt på campingpladsens restaurant. Om natten blev vi begge vækket af en myg, der fløj rundt, så vi tændte lyset for at finde den – efter lidt tid gik det op for os, at bilen var fuld af myg, så vi brugte nok en halv time på at slå dem alle ihjel – og så blev vinduerne ellers lukket. To dage efter fik jeg endelig talt alle min mange myggestik, 56 styks – har godt nok aldrig prøvet noget lignende. Michael slap heldigvis lidt billigere, så de har ikke været værd at tælle ;o)

 

Dagen efter startede vi dagen med at køre til Maguk i Kakadu Nationalpark, hvor man kunne gå en tur langs en flod hen til et vandfald. På vej derhen gjorde vi stop ved et kæmpe termitbo – der findes mange af dem hernede, og flere af dem er rigtig store – så det skulle selvfølgelig fotograferes. Gåturen var utrolig flot, med den flotteste lille flod med masser af klippestykker i, og vandet var helt klart. For enden bredte vandet sig ud til en sø, hvor vandfaldet faldt ned i. Vandfaldet var ikke så stort, men det er et af de få, der ikke tørrer ud i løbet af tørkeperioden. Derefter kørte vi til Gunlom Waterfall Creek, hvor en af scenerne til Crocodile Dundee blev optaget. Turen derind foregik på en meget bumpet grusvej, så vi var ret glade, da vi kom igennem de 37 km. Her var det nu meget godt, at vi havde en firehjulstrækker, da en almindelig lejet bil hernede ikke må køre på andet end asfalterede veje pga. forsikringen – og turen til Maguk foregik på en lignende vej.

Da vi kom frem til vandfaldet, var vi ikke helt imponeret – det var flot, men omgivelserne var ikke specielle. Efter at have set vandfaldet forneden, besluttede vi at gå turen op til toppen. Det var ellers noget af en mindre bjergbestigning, som guidebogen ikke lige havde informeret om – så den blev for mit vedkommende udført i klipklappere. Da vi endelig kom op på toppen, blev vi mødt af et fantastisk syn. Der var små vandfald, helt klart vand og klipper der omringede det hele. Vi satte os ned til vandkanten, og ikke længe efter var Michael hoppet helt i – det var vist rigtig tiltrængt i den varme, og man kunne ikke få flottere svømmemuligheder end dette. Efter at have nydt det i noget tid, var det tid til at komme videre – vi kunne ellers godt have brugt flere dage her, hvis det skulle være. Tilbage i bilen igen blev der skruet højt op for airconditionen, for det var jo mildest talt som at stige ind i en sauna. Derefter startede vi på udkørslen – og nej vejen var ikke blevet bedre siden sidst, så vi åndede lettede op, da bilen igen ramte den asfalterede vej. Vores slutdestination for dagen var omkring byen Katherine, da vi dagen efter skulle på kanotur op af Katherine Gorge. Vi nåede frem til byen lidt over seks og fandt en campingplads lidt uden for byen. Da vi skulle ud for at finde noget aftensmad, fandt vi ud af, at Katherine åbenbart er hjem for mange aboriginals – og det var ikke de stille og rolige, de gik rundt i flok og råbte og skreg på hinanden – den stakkels vagt, der gik rundt på parkeringspladsen, fik udtrykt, hvor træt han var af det – og forståeligt nok, hvis det virkelig var sådan hver dag.

P.s. Siden vi ankom til Darwin, har vejret været super godt og meget varmt, så vi klager bestemt ikke :-) Men det er nu lidt hårdt at gå rundt, når solen bager på den måde – og det her skulle forestille at være vinter!!

Cairns, Kuranda og Darwin

Posted on by
Reply

Vi havde egentligt håbet på at bruge torsdag d. 4/8 på at tage til Green Island ud for Cairns, da vi havde læst, at der skulle være en lækker strand og der skulle være mulighed for at snorkle. Desværre vågnede vi op til regnvejr – så den plan blev hurtig droppet. Vi startede derfor med at tage op til et informationscenter, hvor vi gerne ville bestille en tur til byen Kuranda dagen efter. Vi var blevet anbefalet af flere at tage derop med et tog og ned med en svævebane, så selvom det var lidt dyrt, skulle det prøves. Derudover fortalte de også lidt om, hvad man kunne se og lave i Cairns og omegn. Efter besøget på informationscenteret kørte vi ud til Crystal Cascades, hvor man kunne gå en tur langs en flod. Regnen kom desværre igen mens vi gik der, så det var ikke den helt store fornøjelse, selvom vi havde husket vores paraply. Da vi begge var ret trætte den dag, besluttede vi at slappe lidt af i bilen, da vi kom tilbage, inden vi kørte videre – så vi fik begge lige en lille middagslur ;o) Derefter kørte vi ud til et shoppingcenter, hvor vi tilbragte resten af dagen, inden vi kørte tilbage til campingpladsen.

Dagen efter skulle vi så til Kuranda – en by der ligger oppe i bjergene, forholdsvis tæt på Cairns. Vi skulle køre derop med et gammelt tog fra Freshwater Staion. Vejret var heldigvis nogenlunde så vi havde rig mulighed for at sidde med åbent vindue og nyde udsigten – og selvfølgelig tage diverse billeder. Turen derop tog ca. 1,5 time, hvor man kørte op af bjerget gennem skoven. På vej derop gjorde toget et lille stop ved et vandfald, så man havde mulighed for at stå af og se det. På det tidspunkt begyndte det desværre at trække op til regnvejr igen – så lidt efter, at vi ankom til Kuranda, begyndte det at styrte ned. Vi startede derfor med at sætte os ved en cafe, hvor vi fik lidt at drikke, mens vi ventede på, at det stillende af. Derefter gik vi langs byens hyggelige hovedgade med masser af butikker. For enden af gaden var der et lille marked, som selvfølgelig også skulle tjekkes ud. Da vi var færdige med butikkerne, tog vi hen til byens fuglepark. Her havde de masser af frit flyvende fugle og papegøjer., og man havde mulighed for at købe lidt fuglefoder, så man kunne tiltrække dem. Mange af fuglene var meget tamme, og de hoppede livligt rundt på folk. Michael var specielt imponeret over en stor papegøje i Brøndbys farver ;o) Det var en rigtig sjov oplevelse, hvor vi også fik set Australiens truede fugl, cassowary, der er en meget stor sort fugl, der ikke kan flyve.

Efter oplevelsen med fuglene, gik vi tilbage mod stationen, da svævebanen vi skulle tage ned, lå lige ved siden af. Desværre begyndte det at styrte ned igen, så selvom vi var udstyret med paraply, fik vi stadig våde sko og busker. Da vi havde lidt ekstra tid, gik vi igen på cafe, for at søge ly mod regnen. Vi skulle med svævebanen ned kl. 15.45, så da klokken nærmede sig tidspunktet, gik vi det sidste stykke vej til svævebanen. Man kunne sidde seks personer i en vogn og det var en tur på ca. 7,5 km, hvor man kunne stå af to gange i løbet af turen for at se området. Selvom regnen var stoppet da turen begyndte, var der stadig meget tåget og der var regn på ruderne, så man ikke rigtig kunne tage billeder. Selvom sigtbarheden var meget nedsat, synes jeg stadig, at det var en flot tur, men Michael var lidt mere skuffet.

Det første sted man kunne stå af, var ved det samme vandfald, som vi havde set på togturen derop, så det valgte vi at springe over. Vi stod af anden gang, hvor man kunne gå en kort tur i regnskoven. Det var en flot lille tur, og det var sjovt at se skoven fra neden, når man nu havde set den foroven. På vejen faldt vi i snak med to ældre danskere, der havde boet i Australien i 53 år.

Da vi kom ned for enden af svævebanen, blev vi kørt tilbage til togstationen af en shuttlebus. På stationen holdt vores egen lille grønne Jucy bil og ventede på os. Vi kørte med det samme ud og fik noget mad – og så var den dag ellers gået.

Dagen efter, lørdag d. 6. august, skulle vi aflevere bilen. Da vi stod op, stod den derfor på store-oprydnings-tid. Vi havde taget en masse praktiske ting med fra lejligheden, som vi nu skulle smide ud, og kufferterne skulle pakkes, så de ikke vejede for meget. Da vi forlod campingpladsen, startede vi med at køre ned til Lake Placid, der var en stor sø, der lå lige ved siden af campingpladsen. Da vi kørte derfra, begyndte det at regne igen, så vi var glade for, at vi havde nået at ordne alt pakkeriet inden. Vi kørte først hen til det hostel, hvor vi skulle tilbringe natten, for at sætte vores ting. Derefter fik vi fyldt bilens tank op med benzin, og så var eventyret med Jucybilen ellers slut. Afleveringen af bilen forgik heldigvis meget hurtigere, end da vi skulle have den.

Da bilen var afleveret, gik vi ned til Cairns strandpromenade, hvor de havde en lækker kunstig lagune lige ned til vandet. Man måtte ikke bade i det rigtige hav, da der levede krokodiller i området. Vejret var ikke perfekt, men i det mindste regnede det ikke længere. Derefter gik vi rundt i diverse butikker, og kl. 17 åbnede det daglige aftenmarked, som vi selvfølgelig også skulle se. Det var et indendørs marked, meget hyggeligt, men ikke særlig stort. Vi fik aftensmad der, og gik derefter langs vandet hjem til vores hostel.

Aftenen gik med at få pakket lidt om igen, da vi stadig havde lidt for mange kilo, men til sidst lykkedes det heldigvis. Dagen efter blev vi kørt med vores hostels gratis shuttlebus til lufthaven. Vi var der i rigtig god tid, da de kun havde nogle enkelte bestemte tidspunkter, man kunne tage den – ellers skulle man betale for det. Da der var masser af tid i lufthavnen, havde vi derfor tid til at skrive det meste af dette indlæg og få lidt frokost, inden flyet lettede.

Vi landede i Darwin ca. 15.15, hvor vi erfarede, at de åbenbart var en halv time bagud. Vi tog en shuttlebus til vores hostel, hvor vi skulle tilbringe to nætter, inden vi igen skulle køre rundt i landet. Resten af dagen gik med at gå lidt rundt i byen og få noget aftensmad. Aftenen blev sluttet af på en hyggelig udendørs bar.

Dagen efter startede vi med at spise morgenmad på vores hostel, da dette var inkluderet i prisen. Derefter var planen at tage ned til byens bølgebad, for at nyde solen og slappe af. På vejen derned gik vi dog lige i diverse butikker, da Michael gerne ville finde nye badeshorts. Nye badeshorts blev der ingen af og da vi kom frem til bølgebadet, havde en stor sky lagt sig foran solen – og den så bestemt ikke ud til at ville flytte sig. Vi besluttede derfor at droppe det, selvom det egentlig var varmt nok alligevel.

Vi gik tilbage med vores badeting og fortsatte videre ud af byen, for at se deres museum. Det var en lidt længere gåtur på ca. 5 km. På museet kunne man se nogle af de forskellige dyr, der lever i Australien – inkl. en kæmpe udstoppet krokodille kaldet Sweetheart, der døde, da man ville flytte den til et andet sted, hvor den ikke kunne genere mennesker. Derudover var der en udstilling om dengang cyklonen Tracy ødelagde store dele af Darwin, tilbage i 1974. Efter museumsbesøget gik vi videre op til et gammelt fængsel, der var lavet om til museum – desværre havde de allerede lukket, så vi gik forgæves. På vejen tilbage gik vi igennem Darwins Botaniske Have – en mere tør og kedelig plet, skal man vist lede længe efter ;o) Efter vores gåtur på ca. 10 km, slappede vi lidt af på værelset, inden vi gik ud og fik lidt aftensmad.

Port Douglas, Daintree og Cape Tribulation

Posted on by
Reply

Mandag d. 1. august startede vi dagen med at gå en tur til en udkigspost med udsigt over Four Mile Beach, der ligger lige for enden af Port Douglas’ hovedgade. Det er en meget lang sandstrand, med palmer hele vejen. Vi havde egentlig planlagt at bruge dagen på stranden, men desværre var vejret ikke helt til det. Stranden var nu heller ikke så lækker, som vi havde forestillet os, så det gjorde os heldigvis ikke så meget. Efter at have set stranden, brugte vi lidt tid på at se de butikker byen havde at byde på. Derefter kørte vi til Mossman Gorge, som vi havde hørt på campingpladsen, var en must-do ting.

Det var et rigtig lækkert sted, hvor man først gik langs en flod med klipper, og derefter gik en tur gennem områdets regnskov. Det var en rigtig dejlig tur, hvor vi bl.a. fik set den store kendte blå sommerfugl, Ulysses, og hørt en amerikaner skrige i chok over en slange ;o) Slangen fik vi dog ikke selv set, men lidt efter skriget mødte vi den tydeligt oprørte dame, der ivrigt fortalte om mødet med det farlige dyr – hvortil manden forklarede, at den nu ikke var så stor og at den heller ikke var giftig.

Da vi kom tilbage til bilen, fandt vi ingredienserne frem til en hjemmelavet sandwich, og satte os hen til et picnicbord – og til dessert fik vi lidt friske jordbær :-)

Efter frokosten satte vi kurs mod den lille by Daintree, lidt nord for Cairns. Fremme ved byen, fandt vi en hyggelig lille campingplads, hvorfra vi fik bestilt en bådtur på Daintree River, med det formål at se krokodiller. Dyret fik vi dog hurtigt selv set, for da vi gik ned til floden for at nyde solens sidste stråler, lå der en krokodille og slappede af på den anden side.

Vi fik aftensmad på campingpladsen, da de hver mandag havde burgeraften, hvor man kunne bestille burger hos dem og så blev de leveret kl. 18.30 – det kunne jo ikke være nemmere.

Dagen efter skulle vi så på krokodillebådtur. Da vi kom ned til båden, viste det sig, at det kun var os og et andet par der skulle med, så der var da nok plads. Båden begyndte stille og roligt at sejle op ad floden, mens skipperen fortalte om planter og dyr på vejen – det var alt sammen meget spændende, men hvor blev krokodillerne af? Da tiden nærmede sig sluttidspunktet, havde vi stadig ikke set en krokodille – og skipperen blev bare ved med at snakke om planter, hvilket begyndte at irritere os lidt, da vi jo ikke var kommet for det. Da vi nærmede os kajen igen, så vi, at en anden båd havde fået øje på en – så han spurgte om vi havde tid til 5 min ekstra – og det havde vi selvfølgelig. Da vi kom hen til stedet, lå der en krokodille oppe på land – den var ikke så stor, men den var der ;o)

Efter at have gennemfotograferet dyret blev vi sat i land. Her mødte vi den engelske familie fra vores bådtur ved Whitsundays – det var da lidt sjovt. Vi fik sagt hej og snakket lidt om, hvad vi hver især havde lavet, og så skulle de ellers af sted på samme båd, som vi lige var stået af.

Selvom vi kun fik set en lille krokodille på turen, var det nu en dejlig tur alligevel, da man fik set floden og naturen fra en anden vinkel. Efter sejlturen kørte vi til Cape Tribulation, det nordligste sted på vores rute. For at komme derhen, skulle man med en lille færge over floden – og færgen var mildest talt megett lille, da den mest af alt egentlig bare lignede et lille stykke flydende vej. Vi kunne heller ikke rigtig forstå, at man ikke for længst havde bygget en bro der, for floden var ikke særlig bred. Da man havde krydset floden, skulle man køre gennem regnskoven, der er en af verdens ældste.

Cape Tribulation er en meget lille by, med et informationscenter, to kiosker og et par restauranter. Inden vi kom til byen, gjorde vi dog holdt ved ”Discovery Centre”, hvor man kunne gå en tur i regnskoven med et headset, der fortalte vidt og bredt om de dyr, træer og planter, man kunne finde i skoven. Det var ret spændende og lærerigt, men da vi gik derfra, var vi også lidt glade for ikke at skulle høre mere på manden i røret ;o) Derefter kørte vi til en campingplads og gik så op i informationscenteret. Her fik vi bestilt en smagsprøvning af eksotiske frugter til dagen efter, og fik forklaret de forskellige gåruter i området. Vi fik bl.a. fortalt, at man kunne se krokodiller, hvis man gik ned af en sti over for informationscenteret – så den vej gik vi bagefter. Det var lidt uhyggeligt at følge stien ned til vandet, for man vidste jo ikke, om der gemte sig en et sted. Da vi kom frem til vandet fik vi hurtigt øje på en krokodille på den anden side. Den lå på en lille sandbanke og slappede af. Kort tid efter kom der en dame forbi, som vi snakkede lidt med om krokodillerne – hun havde hørt, at krokodillerne vidst nok plejede at holde sig til den anden side af floden, og menneskerne kun var på den side vi var – så det håbede vi på var rigtigt.

Mens vi stod der begyndte solen at gå ned, så vi gik tilbage til informationscenteret, hvor der lå en lille cafe ved siden af. Her fik vi lidt aftensmad – et hyggeligt lille udendørs sted, hvor en stakkels mand, stod for stort set alt helt alene – dog havde han sat sin mor til at vaske op ;o)

Dagen efter var det onsdag d. 3/8, og vi startede dagen med at gå ned til stranden som campingpladsen lå ned til. Vi fulgte stranden hen til en sti, der kunne føre op til krokodillen fra dagen før. Da vi kom frem til samme sted, kunne vi ikke se nogen krokodille. Vandstanden var steget noget siden aftenen før, så de steder på den anden side, der dagen før var tørlagte, var nu helt under vand. Vi fulgte stien lidt længere op, men kunne stadig ikke finde nogen. Da vi så lige havde besluttet os for at gå tilbage igen, kommer der en mand hen til os, og spurgte om vi havde set krokodillen – han pegede ud i vandet, og ganske rigtigt, der svømmede krokodillen rundt. Man kunne se toppen af hovedet, kroppen og halen – så fik vi også set en der lavede andet end at ligge og dase ;o) Derefter gik vi tilbage til campingpladsen, hvor vi tog bilen og kørte op til en udkigspost med udsigt over kyststrækningen. Det var flot, men desværre var det overskyet og småregnede lidt – en blå himmel ville ellers have gjort det endnu flottere. Derefter kørte vi hen til en af de gåture, vi var blevet anbefalet. Det var en tur på ca. en times tid, hvor man gik gennem regnskoven ud til en strand. Det var en flot tur med lidt anderledes regnskov, end det vi tidligere havde set. Tilbage ved bilen igen fik vi lidt frokost, inden vi kørte over til frugtsmagningsstedet. Vi var lidt spændte på, hvad vi skulle forvente – men det viste sig at være rigtig godt. Først blev vi introduceret til frugtfarmen og dernæst til de frugter vi skulle smage. Vi fik smagt ti forskellige frugter; west indian lime, pommelo, abiu, yellow sapote, black sapote, longan, sapodilla, dragonfruit, atemoya (custard apple) og guanabana (soursop). Jeg kunne bedst lide longan og Michaels favorit var guananbana (soursop). Efter prøvesmagningen gik vi en tur i haven med alle frugttræerne, så vi kunne se, hvor de voksede og hvordan træerne så ud. Det var en anderledes og spændende oplevelse, som vi var rigtig glade for at have deltaget i. Da smagsprøvningen var slut besluttede vi at køre mod Cairns – på vejen kom vi dog lige forbi en isfabrik, der lavede is med eksotiske frugter, så det passede jo lige ind i dagens tema. Man fik en skål med fire forskellige kugler is – soursop, wattleseed, yellow sapote og blueberry – så det var lidt sjovt at prøve nogle af de frugter vi lige havde smagt, som is. Med maven fuld af is og frugt satte vi så endelig kurs mod Cairns. Vi ankom ved 19-tiden, og vi havde heldigvis fået lavet en aftale med en campingplads tidligere på dagen, da vi jo af tidligere erfaringer ved, at de som regel lukker tidligt.

Wallaman falls, Paronella Park, Undara & turen til Port Douglas

Posted on by
Reply

Fredag d. 29. juli forlod vi så Townsville og kørte mod Innisfail. Vi havde hørt om et meget højt vandfald, kaldet Wallaman Falls, der skulle ligge på vejen, så det blev vores første stop. Der var dog længere ud til det end vi troede, men det var turen værd. Der var en flot udsigt over vandfaldet og dalen som det faldt ned i.

Derefter kørte vi mod Paronella Park – vi havde egentlig også tænkt at køre forbi Mission Beach, men pga. lidt tidspres, droppede vi det. Vi har fremme ved Parken lidt i tre, hvor vi først fik lidt frokost i bilen inden vi gik ind. Vi vidste ikke helt rigtigt, hvad det var, så vi var lidt spændte på, hvad vi kom ind til. Vi startede med at tage en guidet tur rundt i parken, som viste sig at være bygget af en spansk mand en gang i 1930’erne. I parken var der bygget et lille slot og andre ting – og 80 % havde han selv bygget. Det var et ret fascinerende sted at gå rundt. Der var lavede hyggelige stier rundt i skoven og to steder kunne man fodre fisk, ål og skildpadder – ret underholdende at se på, da de alle var meget ivrige efter at få maden.

Da mørkets frembrud nærmede sig, kunne man komme på en aftentur rundt i parken. Her fik man lidt flere historier, og man kunne se de gamle bygninger oplyst. Det gav en helt anden stemning i parken, som bestemt var værd at få med.

Efter den sidste rundtur, tog vi over på en nærliggende pub/hotel, og fik lidt mad. Derefter kørte vi hen til parkens campingplads, da man med i sin entré, fik en gratis overnatning – så det skulle da udnyttes.

Da vi vågnede dagen efter var det et kedeligt og gråt vejr – så vi var glade for, at vi skulle starte dagen med en køretur, så blev det forhåbentlig bedre senere. Vi satte kurs mod Undara lava tubes, som vi kun havde læst lidt om på nettet. Det var en ca. tre timers tur fra Paronella Park, så vi var fremme lidt i et. Fremme ved målet fandt vi ud af, at den eneste måde man kunne se grotterne på, var ved at tage på nogle dyre ture – så vi droppede grotterne, og besluttede i stedet at tage ud til en nærliggende gammel vulkan.

Inden vi tog turen derud, spiste vi lidt frokost på stedets restaurant. Derefter gik vi tilbage til bilen. Vi gik på en lille smal sti, for at komme tilbage til parkeringspladsen og da der var buskads på begge sider, snakkede vi om, at det her var sikkert lige et sted for slanger. Michael gik derfor lidt for sjov og trampede i jorden, for at skræmme dem væk – men åbenbart trampede han ikke hårdt nok. Jeg gik bagved ham og ca. midt på stien fik jeg øje på i slange som han simpelthen var gået lige forbi/henover. Den lå med halen ude på stien, så meget mærkeligt og ret uhyggeligt, at Michael ikke fik øje på den. Den forsvandt dog hurtigt efter, at vi så den, så vi nåede ikke at tage et billede af den – ligeså snart de kommer ud i buskadset, er de simpelthen umulige at se, det har vi nu oplevet to gange – så gad vide, hvor mange slanger man er gået forbi uden at se dem.

Lettere chokerede over slangen, tog vi bilen og kørte ud til vulkanen. Vi startede dog med at køre lidt forkert, så vejen derud endte med at blive nok dobbelt så lang. Der lå en parkeringsplads lige neden for vulkanen og derfra kunne man så gå en tur op på toppen, hvor man kunne gå langs kanten rundt. Lige da vi kom, så vi en flok kænguruer, som dog hurtigt forsvandt da de så os. Det var sjovt at gå på toppen af den gamle vulkan, men man kunne nemt glemme, at det var en vulkan, da der voksede masser af træer indeni.

Efter gåturen gik tog vi tilbage til Undara, da vi skulle overnatte på campingpladsen – der var mildest talt langt til noget andet. Campingpladsen var helt mørk, så man måtte gå rundt med lommelygte for at finde vej. Det var ikke noget vi brød os specielt om, da vi jo tidligere havde mødt en slange tæt på, hvor vi skulle campere. Når vi skulle ind og ud af bilen, startede vi derfor altid med at lyse ind under bilen og ud i buskadset ved siden af – man ved jo aldrig. Om aftenen spiste vi igen på stedets restaurant, hvor vi fik afprøvet nye ting. Jeg fik smagt krokodille for første gang, og Michael fik en tallerken med krokodille, emu og kænguru.

Dagen efter startede vi tidligt, for vi havde en ca. 5 timers køretur foran os. Vores plan var at køre til Port Douglas, der ligger lidt mere nordligt end Cairns. På vejen kom vi igennem Atherton Tablelands, hvor vi fik set nogle flotte vandfald. Vi gjorde holdt ved fem forskellige vandfald – det ene flottere end det andet. Et af dem var Millaa Millaa Falls, som er blevet brugt i flere reklamer og i musikvideoen ”Mysteries Girl” af Peter André – så Michael havde et stort ønske om at optage sin egen scene af ”Mysteries Girl”, men grundet de mange andre turister blev det ikke til noget.

Derudover gjorde vi holdt ved en lille te fabrik, hvor man kunne se te markerne lige uden for. Derefter kørte vi til Port Douglas, hvor vi var fremme ved fire tiden – overraskende tidligt i forhold til, hvad vi havde forventet. Vi fandt en campingplads og gik op i byen og fik lidt at spise.